Af Henrik Juul, formand for Landsforeningen “Livskvalitet mod Stress”
Hen over denne sensommer har forskellige fagfolk udtalt til pressen, at stress
ikke er en rigtig diagnose, er en modediagnose, eller skraldespandsdiagnose. Andre har antydet, at stress kan være en betegnelse for dovenskab i camouflage.
I værste fald kan disse røster få os til at antage, at mange mennesker ikke lider alvorligt.
Tidens stressnedbrud og sygefravær i gigantiske dimensioner er vi imidlertid nødt til at aflæse som symptomer på, at noget i vores levevis og samfund, ikke er som det burde være.
Det er på tide, at vi ser på, hvad et kompliceret arbejds- og præstationsfokuseret samfund gør ved folks modstandskraft over for belastninger. Livskvalitet, tid til leg, kreativitet og kropslig udfoldelse er gennem de seneste år gledet mere og mere ud af hverdagsbilledet. Og det absolut ikke spor smart, for det er de ting, der holder folk raske.
Stress er et ”wake-up call” – såvel for den enkelte som for samfundet.
I stedet for at gå for meget op i, om nogle enkelte dovne eller konfliktsky personer reddes i ly af en såkaldt stressdiagnose, må vi rette blikket mod, hvordan vi opnår mere og bedre livskvalitet, der virkelig kan mærkes. Vi må alle – arbejdspladser, lederne, politikerne, du og jeg og vore netværk - i fællesskab stille fokus ind på, hvad der er brug for, og hvad der kan gøres, som kan være med til at give befolkningen mere overskud og glæde og herved større modstandskraft.
Hvilket netop er idéen med Landsforeningen ”Livskvalitet mod Stress”: Livskvalitet for sundhed.
De stærkes mulighed for at vise svagheder
Stressbegrebet er svært at håndtere, fordi det bruges i flæng. I den ene ende af spektret kan stress dække over f.eks. ubehag ved at turde sige til eller fra, primitiv kommunikativ, relationelle konflikter, følelsesmæssig analfabetisme og mobning. I den anden ende er vi helt ude i tilstande, hvor hjernen er ved at kortslutte, som følge af vedvarende overbelastning og misbrug af mentale ressourcer. Stress - ”diagnosen” anvendes også, når hjertet er ved at eksplodere på grund af følelsesmæssigt pres og sundhedsskadelig brug af kroppen.
Det positive er, at muligheden for at blive erklæret stresset, kan forhindre at folk går med problemerne under huden og forsøger at holde skansen i alt for lang tid. Denne fremgangsmåde med at gøre fælles udfordringer til et privat ansvar, er medvirkende til at forstærke psykosomatiske og sociale problemer samt vanskeliggøre løsninger. Efter ”stress-epokens” indtog ser vi, at mange personer, som tidligere ville have holdt deres vanskeligheder for sig selv, nu modtager undervisning samt hjælp til selvhjælp, fordi de føler, de kan være bekendt at bekende disse ”svagheder”, når de kan dækkes ind under stressbegrebet. Nogle – herunder fagfolk - finder på at kalde den slags for hypokondri eller offeradfærd. Hvilket er noget, der altid har forekommet og blot er fænomener, som selvsamme fagfolk må gå konstruktivt ind i.
Stress - en brugbar ”ventildiagnose”
At sige man er stresset, er en bred betegnelse, som svarer til at sige ”jeg er syg.” At blive erklæret syg er jo ikke en diagnose, ligesom stress heller ikke er det. Når en person kaldes eller kalder sig stresset, har vedkommende reageret på visse forhold i sit liv. Noget er galt eller ude af balance, hvilket naturligvis herefter må klarlægges og præciseres: Hvad består forstyrrelsen i, og hvad drejer denne stressreaktion sig om? Næste skridt går ud på at undersøge, hvordan han/hun kan få det bedre.
Opgaven for fagkundskabens hjælpetropper består i at anvende deres ekspertise til bl.a. at foretage sorteringer i stress-diagnoserne med henblik på 1) at hjælpe folk til igen at kunne hjælpe sig selv, og 2) at lokalisere og ændre de forhold, der på usund vis presser folk ud i stress.
Alt i alt må konklusionen være, at stressbegrebet fungerer ganske udmærket som en ”ventildiagnose”, der slipper overtryk ud af systemet, og som afværger, at folk får endnu større og sværere psykiske, fysiske og sociale vanskeligheder. Det er en fordel at have en bred og upræcis samlekategori for de problemer folk får, når de af den ene eller anden grund føler sig magtesløse i en presset tilværelse.
De fleste mennesker har oplevet, at der er dage, hvor de har sådan et overskud og glæde, at de kan klare alt. Da er det oplivende med udfordringer. Men også dage med hudløst underskud, hvor selv små fluepletter bliver til store, uoverkommelige projekter. I drømmene om at finde lykken i arbejdet eller i at blive set som ganske særligt, er mange endt som en Sisyfos fra den græske mytologi. Hele tiden udebliver den forventede lykke.
Arbejde er godt - man skal bare lige huske, at arbejdsmarkedets behov er umættelige og meget let trænger fundamentale menneskelige behov for at gro og vokse i baggrunden.