I forhold til sidste år ved samme tid er medierne ikke længere stærkt fokuseret på stress. Dette betyder desværre ikke, at livskvalitet og flow har indtaget stressens plads. Flere og flere mennesker er begyndt at reagere nærmest allergisk på arbejdsforhold, som ganske vist udfordrer deres færdigheder, men samtidig opsluger deres frie og personlige tid. De har en trang til at have lov til at opfatte livet som værende andet og mere end arbejde. Altså ikke fortsat sige ja til mere arbejde, men ja til bedre livsindhold.
Sammenlignet med for bare 50 år siden og med andre dele af verden, så er vi stenrige har råd til at lade arbejdet fylde mindre. Men det kan være svært at prioritere anderledes. Mange gør det først, når der sker noget alvorligt.
Det voldsomme sygefravær på landets arbejdspladser tyder på, at vi hverken menneskeligt eller økonomisk har råd til at lade være med at opdyrke mere trivsel og livskvalitet.
I LMS opererer vi med antagelsen om, at det, der får opmærksomhed vokser.
Vi ønsker øget fokus på, og dialog om, hvad der giver individuel og fælles livskvalitet.
Vi ønsker at værne om livsvigtige værdier og sundhedsmæssige balancer, som i et hektisk samfund let kan glide os af hænde.
Vi vil igangsætte processer, der bidrager til, at vi lever liv med glæde og mening.
Kort sagt ønsker vi at livskvaliteten igen bliver prioriteret og tilføres grokraft. Og at vore medlemmer kan være gødning herfor.
Lad os gå på fælles opdagelse og dele med hinanden, hvilke liv vi ønsker at leve.
hj