På den ene side
Aldrig før har mennesker i vesten haft så mange muligheder i livet. Via internet og medier involveres vi i andre menneskers liv hvor som helst på kloden, og vi kan hurtigt, billigt og nemt rejse over hele jorden. Allerede fra børnehavealderen tilbydes vi alt inden for underholdning, indlæring, karriereplan og talentudvikling. Livet er så rigt og spændende. Der er rigtig meget fedt at tage af, og vi vil ha’ det hele. Og i bedste kvalitet. Ligesom alle de andre vi sammenligner os med, vil vi høre til blandt de bedste og mest succesrige
På den anden side
En gang resulterede menneskers arbejdsliv i sygdom, nedslidning, død og ulykke på grund af for hårdt og ensidigt fysisk arbejde. Der blev kørt hårdt på. Måske fordi man ikke vidste nok om de sunde grænser for menneskers ydeevne, eller måske blev kendskabet hertil ignoreret, fordi man enten ikke så andre muligheder, eller at disse ikke var økonomisk rentable.
Mens vi i dag har helt anderledes styr på at beskytte os mod overbelastninger af manuelt arbejde, modtager vi hver eneste dag nye vidnesbyrd om, at man i nutidens psyko-socialt komplekse arbejdsliv ikke er i stand til at beskytte sig mod de skadelige effekter heraf. Alt for mange mennesker bliver syge, invalideret eller mister livet, fordi vi ikke i tilstrækkelig grad kender (og/eller anerkender) konsekvenserne af en historisk set ny situation, hvori vores mentale og følelsesmæssige funktioner - på arbejdet og i fritiden - belastes massivt fra enhver tænkelig vinkel.
Aldrig tidligere i menneskehedens historie har vores mentale-psyko-fysiologiske systemer skullet opfatte, rumme og kapere så megen kompleks information, favne så bredt, fungere så ensidigt og samtidig være top-aktive i lang tid uden hvile og restitutionspauser. Selv om natten har mange mennesker svært ved at koble af fra deres engagementer og går derved glip af den tiltrængte opladning.
Den kedelige historie
Pres bliver til stress, når ydre aktiviteter og tempo har taget kontrollen med tankeprocesserne og herved forårsager indre kropslige forstyrrelser. Krop og psyke skrider ud af balance og kan ikke finde tilbage igen, fordi de stressende omstændigheder ikke hører op. Eller fordi vi ikke kan finde ud af at trække os fysisk om mentalt fra dem. Nogle bliver nemlig dybt afhængige af at leve op til deres egne forventninger, præstere og tage ansvar, samtidig med at de presses af pressede ledere, tidsånden og kulturen.
Det svært snydagtige ved stress er, at den forstyrrede modus overgår til at blive vores almindelige tilstand, uden at vi rigtig lægger mærke til det. Og uden at vi ved, hvor meget vi kan tåle.
Kan man dø af en overdosis stress? Ja, det er der jo nogen der gør. En alt, alt, alt for stor del af ”for tidlige dødsfald” skyldes stress. Nogle ”dør” også på andre måder, f.eks. ved at stressen æder så stor en del af deres livsenergidepoter, at depression og udslukthed bliver den grå hverdag.
Den gode nyhed
Ovenstående er den uhyggelige del af historien. Men det store omfang af voldsomme stresstilfælde tror jeg er fænomener, der hører en overgangsperiode til. Den herligt opløftende er jo, at vi kan lære at stoppe denne udvikling, både som individ, arbejdskollektiv og som samfund. Også uden at vi behøver at vende tilbage til bondesamfundet.
Faktisk kan vi endnu mere end de fleste tror. Hjernens muligheder og udviklingspotentialer er enorme. MEN! Eftersom hjernens aktiviteter er tæt interaktivt forbundet med kroppens basale balancer, er det nødvendigt at lære at forstå, hvordan disse beskyttes. Hvis der er kronisk high-speed i hjernen, samtidig med at denne sender organerne en vild mangfoldighed af handlebeskeder, skabes der forhøjet biologisk beredskab (bl.a. forhøjet blodtryk) og over-load af modsatrettede hormonelle-bio-elektriske impulser til kroppens organer. Effekten heraf er kaoslignende indre tilstande – som breder sig ud i vores adfærd i dagliglivet.
Dette misbrug er vi nødt til at opdage og stoppe.
Alternativerne
Punkt 1: Hvis vi skal gøre stress-sygdomme til historisk fortid, må vi lære at mærke og respektere vores psykiske og fysiske grænser. Hvad presser mig på den usunde måde, hvad stresser mig, hvad dræner mig for energi?
Punkt 2 er, at vende fokus mod det, der forsvandt, da stressen gjorde sit indtog. Hvad var det for noget værdifuldt og uundværligt, der røg ud med badevandet, da vi prioriterede arbejde over leg, handling over væren, materielle værdier over åndelige… osv.? Dette punkt handler meget om at genfinde de kvaliteter i livet, som nærer og opbygger en god indre og ydre social-biologisk-psykologisk økonomi.
Punkt 3 er at genfinde fællesskabets muligheder for aflastning, sam-vær, sam-arbejde, sam-hørighed, sam-taler osv. I stedet for at okse alene derudad i karrierebanens kolde sols solorace, kan det være en stor lettelse at bruge og støtte hinanden.
Gennem de seneste år har vi opsamlet megen ny viden om, hvordan mennesker reagerer på psykisk belastende forhold i dagligdagen, samtidig med at vi til stadighed får mere indsigt i, hvordan vi kan leve et aktivt og engageret liv på sundere vis.
Derfor tør jeg betegne denne periode som endnu en af menneskehedens overgangstider. I år 2028 vil man sandsynligvis tænke om de 2 kvarte århundreder på hver side af årtusindeskiftet, som gammeldags, brutale, som en grum og mørk tid, hvad angår det human-teknologiske samspil.