af stressekspert Bjarne
Toftegård
Der findes rigtig mange råd mod stress. Jeg har samlet de 10 vigtigste. Ved at følge disse ti leverregler, så kan du både reducere din nuværende stress og forebygge fremtidig stress.
- Du skal mærke dine stresssignaler
Noget af det vigtigste du kan gøre for at lære at tackle stress, er at mærke dine stresssignaler. Ved at lære om grønne, gule og røde stresssignaler, så kan du se, hvor stresset du er. - Du skal være fysisk aktiv
Fysisk aktivitet fjerner stresshormoner fra din krop. Ved fysisk aktivitet gør du det, stress i bund og grund er beregnet til: ”Kamp eller flugt”. - Du skal slappe af mentalt
Når du er stresset, så kører din hjerne hurtigere. Den er fokuseret på at løse stresssituationen. Tankerne summer rundt i dit hoved. Det er vigtigt at du lærer at slappe af mentalt. - Du skal sove nok
Når du er stresset, så har du ekstra behov for søvn. Hvis du er træt om dagen, så bør du prøve at sove lidt mere. - Du skal skrive alt ned
Du skal skrive alt ned, specielt hvis du er stresset. Du må ikke bruge din hjerne som opslagstavle, huskeliste, kalender osv. - Du skal prioritere
De fleste af os har mere vi vil og skal, end hvad vi kan nå. Det kan både være arbejdsmæssigt
og privat. Du skal indse, at du ikke kan nå alt! Når du ikke kan nå alt, så er det dumt at lave det mindst vigtige! - Du skal se på det gode
Hvis du har 10 ting på din to-do-liste, og når at lave de 5, hvad tænker du så på: De 5 ting som du ikke nåede? Eller de 5 ting som du nåede? Du skal lære at tænke på det, du har nået, det, du har, det, du kan, osv. - Du skal være proaktiv
Er det de andres skyld? Det er det måske, men hvad hjælper det dig? I det øjeblik du fokuserer på, hvad du selv kan gøre, så sker der hurtigt meget. Og hvis du ikke kan gøre noget, så skal du lære at acceptere situationen. Du skal lære at sige PYT. - Du skal passe godt på dig selv
De fleste mennesker passer ikke ordentligt på sig selv. Ofte glemmer de sig selv i travlheden, med det resultat, at de bliver dårligere og dårligere til at tage vare på deres familie og deres arbejde. - Du skal have et “helt” liv
Du skal have balance i alle områder af dit liv. Blot ét enkelt dårligt område kan påvirker hele dit liv negativt.
Mere information:
Du kan læse mere i hæfter ”De 10 bud mod stress” af Bjarne
Toftegård, i bogen ”Stress eller ikke stress” af Bjarne Toftegård eller på hjemmesiden http://www.forebygstress.dk/
Når jeg læser disse råd mod stress, får jeg lyst til at understrege at disse råd absolut virker bedst som FOREBYGGELSE mod stress.
Når du først ER stresset er mit råd over alle råd:
Du skal ikke SKULLE!
Jeg mener: “der er ikke noget du skal!” - selvfølgelig har dine valg konsekvenser - og dem må man så tage med, men det betyder stadig, at du altid har et valg - at gøre eller ikke gøre.
- og hvis jeg alligevel skulle bryde denne regel ville jeg sige:
Du skal vælge at gøre noget du vil/ har lyst til hver dag.
Måske er det noget fra listen: løb en tur, sov, gør rent.
Måske er det at stirre ud i luften eller se en film.
Stress kan ofte hænge sammen med, at du har høje mål for dig selv. Du har allerede skrevet massere af “to do”-lister.
Glem det.
For at få stressen væk må du først indse: der er meget få ting der er absolut nødvendige. Du har sikkert massere ting du synes du “skal” eller “burde” og de ting du før havde lyst til er efterhånden også blevet en form for tvang.
Find glæden - som Bjarne siger: Lær at sige PYT - der er massere af ting du ikke behøver at nå.
Kærligst
Joy
www.dialogues.dk
Kommentar by Joyce Vigh Strand — 16. april, 2008 @ 9:57