Af Henrik Juul, erhvervspsykolog og seniorpartner i Ki –Human Resource Institute.
Tidens puls. Igennem de senere år er erhvervslivets puls øget kolossalt. I en rivende og uophørlig strøm sker der nyt overalt. Fine, fascinerende, forførende, farlige fremtidsforberedende forandringer.Den hast hvormed nyheder, information, ny teknologi og de tilhørende forandringskrav når frem til os, bliver stadig højere. Ikke alene får vi kendskab til det. Vi skal også forholde os til det, prøve det, måske endda implementere det nye i vores hverdag.Det hænder, at man kan blive en smule svimmel af blot at tænke på alle de nye avancerede projekter. Og når vi dertil skal lægge krop til at udføre arbejde med det nye, erfarer mange, at det er utrolig meget lettere at designe idéer og projekter på tankeplan end at overføre dem til fysisk daglig praksis. Uventede problemer dukker op. Tidsplaner forrykkes. Panik. Nye deadlines. Tempo. Tilbageholdt åndedræt. Herved opstår der meget ofte friktion mellem på den ene side arbejdspulsen i de teknologiske nyskabelsers arenaer og på den anden side vores flere-millioner-år-gamle kropsmodels biologiske behov og regelmæssige tøf-tøf-puls. På trods af at hjerne og nervesystem bliver overstimuleret, kan mange egentlig følge forbavsende godt med under planlægningsfaserne. Når idéerne imidlertid skal udføres i dagligdagen, kommer man op imod kroppens meget langsommere produktionsrytme, hvilket sætter nogle grænser. Sundhedsgrænser!
Fra engagement til stress
Gradvist sniger tempoet sig ind i den menneskelige organisme og forhøjer dens grænseværdier. Først camoufleret i højdynamisk engagement, entusiasme og loyalitet over for virksomhedens mål, forpligtelser og deadlines. De daglige adrenalinkicks tænder medarbejderne: ”Det er bare fedt, og jeg er fanneme ikke stresset! Se bare, hvor det kører for mig - også på hjemmefronten ”. Lidt efter lidt bliver egentlige stresssymptomer imidlertid mere tydelige, selvom de meget længe kan være overdøvet af støjen fra den overophedede tankemaskine. Det er her at nogle - uden at vide det - overskrider stressmuren. Folk begynder at falde fra. Energien er væk. Nogle går i stå. Andre i sort. Deprimeres over ikke at kunne følge med og leve op til egne og andres forventninger. Brænder ud. Bliver syge. Falder om. Dør. Selv ganske unge mennesker.
Stress ødelægger kreativitet og arbejdsglæde
Den nuværende totalbelastning af menneskets psykiske og biologiske kapacitet er en historisk ny situation. Bestræbelserne på at optimere lønsomhed og effektivitet viser sig at kunne nå et niveau, hvor de slår over i ineffektivitet og store tab skabt af stress. Vi må træne os i at genkende de værste generelle stressfremkaldende faktorer hos os selv og hos vore kolleger og medarbejdere. Vi er nødt til at lære mere om den menneskelige kapacitet, samt finde ud af, hvor de sunde grænser befinder sig i vort eget arbejdsmæssige regi.
Omkostningerne ved at skamride de menneskelige ressourcer er uhyggeligt farlige, omfattende og uoverskuelige. Menneskeligheden må i højere grad tilbage til arbejdspladserne. Vi kan godt stadig køre derudad. 
Men det skal kunne være sjovt. For alle. Og der skal være kvalitet i foretagendet. Især for de mennesker der er basis for vækstudviklingen, og som stiller deres personlige livstimer til rådighed for erhvervslivets fremskridt. Stress og pseudo-effektivitet har vi for meget af.Hjertelighed og ægte kreativ arbejdsglæde har vi alt for lidt af.
Lad os fremover arbejde for mere af det sidste.